Af René Gustavson, køkkenchef

FAZER-PEDIA

Po-hvad-for-en-fiber? Pofiber er tørrede kartoffelfibre, der kan bruges i alle typer af bagning og madlavning. Det bruges af mange som et alternativ til hvedemel eller andre glutenholdige meltyper, da pofiber netop er glutenfri. Pofiber er desuden fyldt med fibre (ca. 70 %) og er uden nogen former for tilsætningsstoffer.

Vil du bage et saftigt brød eller tilføje mere saft til maden, kan pofiber med fordel være en af ingredienserne. Kartoffelfibrene binder nemlig store mængder af væske. Dog er pofiber grovere end almindeligt hvedemel, så det er en god idé at være lidt varsom med mængden. En tommelfingerregel er, at man skal bruge cirka den halve mængde pofiber i forhold til almindeligt mel.

INSPIRATION

Jeg bruger det gerne i mit glutenfrie køkken. Eksempelvis erstatter jeg hvedemelet i mine farsretter med pofiber eller bruger det som bindemiddel i frikadeller eller andre kødretter. Til gratinering af ovnretter som lasagne eller panering af fisk og kød er pofiber også velegnet. Grundet den neutrale smag og duft er pofiber god, når du vil bage lyst brød eller kager.