Ingredienser

Til 4 personer

(Tilberedningstid: ca. 90 min. + 12 timer til de 100 g rå kikærter, som lægges i blød)

TOFU
200 g tofu
1 spsk. garam masala krydderi
1 ds. kokosmælk

SAUCE
1 stk. rødløg
30 g ingefær
2 fed hvidløg
1 spsk. garam masala krydderi
5 spsk. smagsneutral olie
1 ds. kogte kikærter, ca. 300 g
1 ds. flådede tomater, ca. 300 g
1 ds. kokosmælk
1 spsk. grøntsagsfond

GARNITURE
1 stk. squash
4 stk. gulerødder
½ blomkål
4 stk. blommer
1 stk. fennikel
1 stk. rødløg
20 g ingefær
1 fed hvidløg
4 spsk. honning/sirup
1 spsk. æbleeddike
100 g rå kikærter
2 spsk. olivenolie
lidt stødt koriander

Fremgangsmåde

TOFU
Skær tofuen i tern på ca. 2x2 cm, og vend det med ½ af masalen og 1 ds. kokosmælk, og lad det trække natten over.

SAUCE
Start med at skære 1 stk. rødløg i skiver og hak ingefær og hvidløg fint. Rist resten af masalablandingen på en tør pande for at udvinde aromastofferne og derved give saucen en mere fyldig smag. Tilsæt herefter 2 spsk. smagsneutral olie og blandingen af rødløg, ingefær og hvidløg. Tilsæt kogte kikærter, flåede tomater og 1 ds. kokosmælk. Kog saucen igennem i ca. 15 min., og blend herefter. Smag evt. til med grøntsagsfond. Tilsæt tofu og den væske, som tofuen har marineret i, og varm igennem i 5-10 inden servering.

GARNITURE
Grøntsager: Start med at skylle og rense alle grøntsagerne. Skær squash og gulerødder i ens grove chunks på ca. 2x2 cm. Vend med 3 spsk. smagsneutral olie, og bag i ovnen på 190°C i 12-15 min. Blomkålen deles i buketter, og dampes/koges i 3 min, køles ned og tilsættes saucen lige inden servering.
Blomme chutney: Skyl blommerne, og del i 1/4 (husk at fjerne sten). Skyl fennikel og skær i tern af 1x1 cm. Pil 1 rødløg og skær i tern af 1x1 cm. Riv ingefær og hvidløg fint på et rivejern. Rist rødløg og fennikel i en gryde med 1 spsk. smagsneutral olie, tilsæt blommerne og 4 spsk. honning. Kog godt igennem indtil massen er godt kogt ud - det tager ca. 30 min. Tilsæt nu ingefær, hvidløg og 1 spsk. æbleeddike, kog igennem i ca. 5 min, og køl ned.
Sprøde kikærter: Læg de rå kikærter i blød min. 12 timer og kog dem ca. 35 min. i saltet vand. Vend dem i olivenolie, stødt koriander og et nip masala. Læg dem på en bageplade og bag ca. 35 min. ved 170°C. Husk at vende dem et par gange.
Tip: Du kan med fordel lave din egen masala ved at mixe: sort peber, paprika, koriander, spidskommen, kardemomme, kanel, muskat, gurkemeje og nellike.

Velbekomme!

AF RASMUS BOYSEN SCHMIDT, køkkenchef i Fazer